”Glem det”, var Stinnas første tanke, da hendes jazz-danselærer foreslog hende at deltage i danseprogrammet ”So You Think You Can Dance, Scandinavia”. Men efter en kort betænkningstid valgte hun at se opfordringen som et udtryk for, at han faktisk syntes hun var god nok – og så gik hun i gang med at træne.
Og træningen har givet bonus. På torsdag er Stinna derfor den ene af fire danske piger, som deltager i danseprogrammet, hvor seerne stemmer deltagerne ind – eller ud – af næste runde.
– Jeg vil utrolig gerne gå videre efter første runde, for jeg kan udvikle mig og lære utrolig meget – og så føler jeg, at jeg har noget at give. Men jeg er i en hård gruppe med dygtige drenge og piger, som jeg har stor respekt for, så jeg skal gøre mit bedste for ikke at være blandt de fire der ryger ud på torsdag, siger Stinna.
Gymnastik on-and-off
Stinna er i dag 28 år og har en baggrund inden for gymnastikken – og hun mener selv, at det er en af grundene til, at hun er blevet så dygtig som hun er.
– Da jeg var barn, gik jeg til spring-rytme, og efter et par års pause fra gymnastikken startede jeg som 16-årig til grand-prix gymnastik i Ringsted. Jeg blev hurtigt bedre og bedre, sådan er det tit når man har det sjovt. Vi gik til konkurrencer, men klarede os aldrig så godt, og på et tidspunkt rykkede vi helt ned i 3 division. Så tænkte jeg "Nej det her holder ikke, jeg vil lære noget mere", så jeg tog fra Ringsted til Greve 2-3 gange om ugen for at træne hos Helle Storm, fortæller Stinna.
I Greve fik Stinna den inspiration og de udfordringer, der skulle til for at blive rigtig god – og et par år senere var hun med til at vinde DM med Greves førstehold (som i parentes noteret stadig hører til i den absolutte top, når det gælder Grand Prix i Danmark i dag).
– Jeg var ultra stolt, kan jeg huske. Det er en ubeskrivelig følelse at gå og træne så mange timer om ugen med sine bedste venner, og så rent faktisk få sejren i hus sammen, siger Stinna, der som 20-årig kom på verdensholdet.
– Det kan jeg primært takke min træning i Greve for, siger hun.
Træning ødelagde glæden
Efter verdensholdet prøvede hun kræfter med forskellige danseuddannelser både i Danmark og udlandet, men den hårde træning tog glæden ved bevægelsen og dansen fra hende. Og det var der ifølge Stinna kun en ting at gøre ved:
– Den hårde tekniktræning sugede al glæden og friheden ved dans ud af mig, så jeg besluttede mig for at stoppe. Ting må hænge sammen, eller i det mindste give mening for mig, for at jeg kan overtale mig selv dag ud og dag ind til at fortsætte det, jeg har gang i. Ellers ender jeg med at blive ked af det og ulykkelig.
Derfor holdt hun 2 års pause fra gymnastik og dans og begyndte lige så stille igen i sommers. Og gymnastik- og danseglæden har igen fundet sin plads i hende og i sådan en grad, at hun har fået lyst til at vise det for resten af Danmark.
– Jeg glæder mig til at danse, men jeg er også ultra nervøs for ryge hjem på torsdag. Det er en rigtig dygtig gruppe jeg er i, så konkurrencen er hård. Men bare jeg gør mit bedste og beholder glæden ved det, jeg laver, så er jeg glad, slutter Stinna – og lover os udfoldelse på højt plan.
Du kan følge Stinnas på Kanal 5 torsdag aften.