I formiddags kvalificerede Peter Jensen og makkeren Jacob Hansen sig på et hængende hår til finalen i synkron. I eftermiddag gentog det sig, da Peter Jensenmed bare 2/10 ned til efterfølgeren fra Rusland levede op til forhåbninger og forventninger og kvalificerede sig til EM-finalen i trampolinspring.
- Jeg er rigtig glad og stolt og glæder mig til finalerne i morgen. Det bliver sjovt at være på hjemmebane, siger Bo Tureby, landstræner i Danmarks Gymnastik Forbund.
Spænding og hovedregning
Ligesom i de indledende runder i synkron var der spænding til allersidste spring, førend Peter med sikkerhed kunne skrive en finale på lørdagens program. Efter sine to øvelser lå Peter nr. 8 med 2/10 point ned til efterfølgeren fra Rusland og var således med i finalen. Og med tre franskmænd i top 8 var der stadig en ekstra plads at give af, idet der højest må være to fra hvert land i finalen. Den ledige plads blev dog hurtigt besat af tyskeren Henrik Stehlik, og herefter var der kun at vente på, at femte og sidste runde med hviderusseren Nicolai Kazak som mulig finalist blev kørt igennem. Hviderusseren endte dog på en 12. plads - bl.a. som følge af et fradrag på 3/10 for at bruge for lang tid i de indledende spring – og dermed var Peter Jensen sikret endnu en finaleplads. Med de magiske 2/10 ned til efterfølgeren.
De øvrige danskere, Mads Ehlers og Jacob Hansen leverede begge en fin præstation og blev hhv. nr. 36 og 37 ud af 60. Det betyder, at de tre danskere alle placerer sig i den bedste to tredjedel af feltet.