Alle idrætsforeninger har naturligvis en fane! Men de fleste har nok glemt, hvornår og hvordan foreningen har fået den; eller måske er det så længe siden, at den har vi da bare og bruger den ved forskellige lejligheder.
Valdemarflag gør det muligt
På et eller andet tidspunkt har Danmarks-Samfundet foræret foreningen en fane. Det gør Danmarks-Samfundet fortsat når den gamle fane er slidt og skal udskiftes, eller når nye foreninger oprettes. Grundlaget for, at vi fortsat kan uddele flag og faner er, at vi hvert år på Valdemarsdag den 15. juni sælger de små Valdemarsflag. Vi opfordrer derfor til at man i foreningerne sælger eller på anden måde aftager et antal flag. Sælges flagene på offentlige steder skal det ske den 15. juni, men vælger man at sælge flag i lukkede forsamlinger må man sælge hele året. Endvidere kan vi foreslå flagene solgt til brug på breve og til f.eks. fødselsdagskort mv., eller de kan bruges ved andre festlige arrangementer. Såfremt hver Idrætsforbund/Idrætsforening/Klub, der har modtaget en fane eller et flag fra Danmarks-Samfundet, hvert år køber et ark Valdemarsflag, så vil det være muligt at imødekomme alle ca. 500 ansøgninger om flag og faner som Danmarks-Samfundet modtager hvert år.
Bliv medlem
Som noget nyt kan den enkelte forening blive medlem af Danmarks-Samfundet med et mindre årligt bidrag til støtte for arbejdet. Danmarks-Samfundet har endvidere til formål at vejlede om og give oplysning om Dannebrogs anvendelse, og kan i den anledning henvise til vores lille bog ”Sådan bruges Dannebrog”. Den findes på vor hjemmeside, men kan også tilsendes ved henvendelse til vort kontor mod at få dækket portoomkostningerne. Vi kan også tilbyde foredrag om Dannebrog samt fanebærerkurser, hvis man i idrætsforeningerne eller i større forsamlinger ønsker dette.
Flag og faner er ikke billige, så vi må desværre hvert år sige nej til en del ansøgninger. Har I for øvrigt husket at forsikre jeres fane for kr. 10.000?
I Danmarks-Samfundet er det vort håb, at man i idrætsforeningerne fortsat vil være med til at gøre det muligt at forsyne den lokale forening med flag og faner.
Danmarks-Samfundet fylder 100 år i år. Siden stiftelsen i 1908 er der uddelt mere end 60.000 flag og faner til spejder, foreninger og organisationer i Danmarks. Flag eller faner tildeles, hvert år den 15. juni, på Valdemarsdagen, til foreninger, spejdere og organisationer efter ansøgning.
Vil du vide mere om Danmarks-Samfundet, når du som leder skal fortælle om Dannebrog og dets anvendelse, så gå ind på vor hjemmeside http://www.danmarks-samfundet.dk/